de forrevne Skyer, og det glitret vaatt og dampet varmt fra Vidjerisene og den bløte Rensdyrmose.
Jeg kom fra Sølentraktene i Følge med min vanlige Jagtkamerat, Finngutten. Vi skulde nord over til Spekedalen og tok just Kaffehvil paa slette Fjeldet. Finngutten stod ved Varmen og stirret utover de kjendte Trakter; jeg sat paa en Sten og fik Nisten frem. Men Lord holdt Renselsesfest i den vaate Mose, nyste mot den stærke Briskerøk, knurret av Velvære og bet overgivent i sine egne Labber eller rundt omkring efter Lyng og Kvist.
«Den som nu hadde sig en Pot Rømme, Erik,» sier jeg, jeg kommer hinkende ned til Varmen med Nisteskræppen og slaar mig ned.
«Aa den er itte langt unda,» svarer Finngutten. «Vi faar ne-paa aat ’n Sigrid.» Han skotter bort paa mig med et Gjennemskuelsens Smil.
Jeg kvakk til. Det var, som jeg blev rykket femten Aar tilbake i Tiden. Dernede i Bjerkeskogen steg jo Røken fra den lange, lyse Pipe forunderlig klar og stærk i den vaate Luft.
En uendelig vemodig Stemning tok mig langsomt, Tomme for Tomme, som om al Virkelighet døde og kjære, forgangne Drømme fik Liv og Farver.
«Hvad for en Sigrid?» spør jeg — usikker i Maalet.
Finngutten ser paa mig smilende.
«Aa, Du skulde fuill kjinne a, Du,» svarer han og trækker paa hvert Ord.
Jeg kjendte det trangt for Brystet.
I ti Aar altsaa var vor Barndomshistorie bevaret i Bygdens Erindring, længst forglemt, som den var av os begge. Kanske hun ubevisst bar sit Mærke, Mærket efter en Guts Kys paa det drivhvite Søndagsforklæ.
«Er ikke hun gift?» mumlet jeg frem.
«Faa sjaa,» svarte Finngutten, tok min høire Haand og vendte den. Den blanke Guldring paa Ringfingeren skar i Solen.
«Det var det, je har hørd,» sier han, halvt forlegent.
5 — Bull: Storbønder og Smanfolk (F. U.)
