Sigrid.
Langt inde paa Østerdalsviddene, med Høifjeldets
Alvor bakom og den lyse Utsigt over graanende
Sletfjeld mot Vest, ligger der like i Trægrænsen en enslig
Sæter. Den bruktes i min Barndom til Vaar- og
Høstsæter for en av Bygdens største Gaarder, og jeg
lekte ofte som Gut der sammen med en liten lyshaaret
Jente, der senere under hele Opvæksten stod for mig
som det vakreste, jeg har set, og hvis skjære, enkle
Skikkelse dukket op i min Tanke som Renhets Billed,
længe efter at Hovedstadsvrimmelen hadde fyldt mit
Sind med sine Tusinder av nye Indtryk.
Jeg skal ikke her fortælle om de mange S og J, jeg skar i Buvæggen paa Vakkersæteren, fra jeg var ti Aar og opover til fjorten; heller ikke, at jeg paa Konfirmationsdagen saa hende som gjennem en Taake staa der blek i sin sorte Dragt bent over for mig ved Overhøringen; jeg skal bare nævne, at da jeg sa mit Ungdomsfarvel til Dalen, var hun bare 16 Aar, og da jeg næste Gang traf hende, var hun alt seks og tyve. Mit Liv hadde da faat sin Bestemmelse for Glæde og Sorg; Tiden hadde draget sine store Mærkelinjer gjennem mit Sind og staket min Vei ut; men hvor langt hun var kommen, og hvad de ti Aar hadde modnet i hendes Sind — ja derom fik jeg paa en saar og underlig Maate Besked.
Det var en varm Dag i August. Det hadde regnet om Natten og ventedes mer; men Solen stak mellem
