Takrendene; paa rimfrosne vinterlige Grener smeltet det stilt, saa de stængte Spirer svulmet; Skjærer kvattret livlig rundt Uthusene, men tænkte endnu ikke paa at sanke Kvist til Rede; de var for kloke til at la sig lokke av Solvarmens Bedrag.
Over Dalen, som den laa der færdig med den lange Vinter og ventet Vaar, sang idag Kirkens vemodige Klokker, tyndt og langt hendøende, med næsten uvant Klang i Hverdagens Kjølighet. Det var Gravøl, og Folk stanset undrende; de tænkte efter, hvem dette kunde være; for de hadde ikke hørt om Dødsfald paa nogen Gaard, og de gik videre, bestemt paa at spørre sig fore, naar de gik indom den næste. Men fremme i Svingen ved Præstegaardshaven kom Likfølget. Brubrunen drog Slæden. Et Par Mandfolk fulgte, og efter dem, i Sneen, gik med et laant sort Basttørklæ, for stort for det lille lyse Ansigt, lille Dordi, Lægdsjenten, som nu var paa Uti. Kisten var svart med Træets graabrune Lett skjærende gjennem den magre Maling. Kranser var der ikke — hvor skulde de ogsaa komme fra i den strænge Vinter; — men Granbar fandtes, og naar en Kvist faldt av, tok Jenten den op igjen og la den bortpaa. Slik kjørte de Præstegaarden forbi og Bergslien op, forbi Skolen, hvor Barn stirret efter Færden, men blev kaldt ind, fordi Frikvarteret var forbi. Lensmanden stod i Vinduet paa sin hvitmalte Gaard og saa paa Følget gjennem Kikkert; for han var nærsynt, Lensmanden, og Hans paa Bua, hvor Folk gik ut og ind for at kjøpe, stod med Vægten i Haanden og saa over Brillene ut av Vinduet, da Færden drog.
Kirkeklokkene klang saa bløte idag; det hadde jo faldt Nysne igaar, og Luften var likesom vaarlig; Folk stanset ved Kirkeporten og ventet; ti det var ikke saa koldt, at de frøs; men da de saa det lille enkle Følge, gik de videre; somme snudde sig, andre ikke.
Slik fôr Oline Kroken til Jorden. Men fremme ved Graven, hvor Ben av Folk, som var døde før, skimtet frem gjennem de muldne Snedriver, stod Præsten og
