Det var slut med Julekveldsmaalet der paa Nordigard. Bitetibrættet hadde gaat om. Julekveldens ene Dram var drukken og Ølskaalen tømt. Karfolket kom sig frem til Aaren, hvor de sat og karvet Tobak: i de korte Piper. — Fjøskullen hadde gaat til Fjøset for at gi Buskapen Kveldslaugen[1]; men ute snedde det i yrt, flingrende Fald som før. Gaardshunden sat tæt utenfor Døren og lyttet, veiret av og til, men fandt intet. Alle Spor var snedd ut; selv paa Kongeveien var det dunblødt som i Skogen. Bare et eneste ferskt Spor efter smaa slæpende Føtter drog sig paa Veikanten sydover fra Nordigard, forbi Præstegaarden og videre sydover Grænden, svingte av fra Kongeveien ved den trange, tilsnedde Gutu ved Finnbækken, men var ikke kommet længer; ti her stod hun tungt aandende i den dype Sne, vesle Dordi, med det graa, skidne Kasttørklæ over Hodet og saa sig om efter Vei mellem de snetunge Busker. Længere oppe i Skogtykket fremved Bækken laa Oline Krokens Stue; men Vinduet vendte mot Syd, saa hun kunde ikke se, om hun var hjemme. Og Veien — hun visste den laa der fremved den nedsnedde Hafælle[2]; men her var mørkt i Snedrevet, saa en kunde fristes til at vende. For det var fortalt, at Slag efter Ulv var set langt nede i Finndalen, og for hendes hete Ører klang Lyd som Ulvehyl langt, langt inde fra Fjeldene. Hun hadde gaat fort som i jagende Længsel og dreven av Angsten over at ha stjaalet sig i Vei uten Lov — bare fordi hun maatte — — —
I den vesle sotete Stue der paa Kroken sat Oline selv fremved Aaren og læste. Paa Bordet stod en Skaal. Den var tømt. Fremved laa Træskeen vel slikket og flidd med Haanden. Tæt derved Flatbrødleven med vaate Mærker efter Saltmat. Sengen med den graasvarte Sauskindsfeld over og den botete Kalvskindsfeld
