I store Flingrer fra graa, myldrende Luft falder Sneen i Dalen. Skogen staar lun, næsten varm opover Liene og blir borte i Snetykket; Skigardstører, Grindstolper og Juleneg har eventyrlige Hætter og Kapper av hvit Dun; Spurvene ligger som brune Flekker klængt ind mellem de gulnende Aks, som lyser frem av Sneen; men borte fra Vedskjulet, hvor endnu dòve Øksehugg falder i Stilheten, flakker og blaffer Tyribaalet midt i Snehaugen; ti nu er det mørkt selv høgstdags.
Et vekt, syngende Tingel av en eller anden forsinket Juleslæde høres fjernt fra; Slæden glir lydløst paa skinnende Staalmeier gjennem det bløte Føre; Slaget av Hestehovene høres varsomt og lunt, næsten ikke mærkbart. Sneen lægger sig kram under de nyskodde Hover, som av og til slipper store Flaker, hvori Skoens og den skaarne Hovs gulbrune Form staar støpt.
I de store Gaarder driver de med Laugingen under Latter og Skjemt i Ildhuset; Saltmatgrytene og Rømmegrøten er sat paa; Smørformer og Bitetibret staar paa de renskurte Border. Enerhakk er strød paa Gulvet, som endnu er fugtigt av den sidste Vaskning; den søte skogvilde Duft fylder Stuen, blandet med en dæmpet Tone av nykløvd Furuved, som er stablet i Vedroen, bak Aaren og alle andre Steder, hvor der er Rum, forat Jentene kan slippe at bære Ved fra Vedskjulet i det stærke Snefald.
— — — En høi, festlig Klokkeklang gaar gjennem den tunge Luft, først i langsomme, vemodige Klemt, saa i stigende Rytme av Styrke, jagende i tilbakeholdt Jubel, indtil det hele ender i et kimende Dirr av Toner, der taper sig som Fred over Dalen. Saa kommer et Par trygge Klemt tilslut, og der er atter Stilhet, atter flingrende Snefald og bortgjemt, slumrende Natur. Men om et Minut tar Kimingen fat paany i selvsamme Tone og Stemning som før, for at minde Menneskene der i Dalen om Bøn og Fest i det store, øde Stille.
Og Husbonden gaar ned i Kjælderen for at prøve det stærkt skummende Øl, og Folkene kommer ind,
