Men Gutten vilde ikke borttil. Han var ræd for den Syke.
Moren maatte føre ham borttil med Magt, og da graat han.
Den Syke saa bort paa Berit.
«Hain kjinner itte att mei», sier han.
«Aa nei, Du er blek», svarer Berit.
Hvis Doktoren hadde gjort op, at gamle Jo Nygarden skulde dø, da hadde han regnet feil. Otte Uker efter Faldet var Benet grodd, og den Gamle hinket med Stok nedover Jordet for at se paa Vaaronnen. Aaret efter fik han Lungebetændelse, og nu trodde alle, at det skulde være gjort; men nei! Den, som kom sig, det var Jo Nygarden. Bare, at han nu la sig til to Staver istedetfor én og brukte to Timer til at gaa Lien ned og op istedetfor før én.
Reisende, som farer opover den underlige Avdal og til Fjelds, undres ved at se en gammel Gubbe, som staar og stirrer efter dem med en Stav i hver Haand og en Jernstaur like ved Siden i den vesle Trøen ovenom Nygarden. Men reiser de der Aar efter Aar, ser de mindre og mindre efter Manden; for hvert Aar staar han der, og hvert Aar staar Jernstauren der.
Og de, som reiser aarvisst der opover Dalen, streifer ham bare med et eneste, flygtigt Blik. De har en Fornemmelse av, at han hører med til Terrænet.
Men ved Høst og Vaar kræker den samme gamle Mand Lien op og ned langsomt Fot for Fot med de to Staver famlende foran. Han kjender paa Kornet, om det er tungt; han tar i Høiet, om det er tørt; han bruker sine to Timer hver Dag til den Vandring; men han gaar den tryg; ti han vet, at om Berit dør, saa skal Slægten endda ikke dø ut; for Vechl-Jo lever, og han skal ha Gaarden.
