saa stærk, at Jenten blev tat av Angst og ikke turde gaa ind for at se, men satte paa Sprang utover Jordene og fortalte, at nu maatte noget være hændt; for det hadde været huggende stilt i Sommerstukoven i flere Timer.
Da de to Søskend naadde op fra Lien og ind i Sommerstukoven fandt de Tullmarit død. Hun, som i de sidste tyve Aar aldrig hadde hat Fred og aldrig latt andre i Fred, laa der med Hændene ihopkneppt og det drivhvite Ansigt under det bleknende Haar, som hun ventet. Og fra det tause, forløste Lik talte der Fred over Stuen. Alle de gamle forlatte Kroker og ensomme Kott hadde endelig faat det, som de vilde; hele Bygningen laa der mættet av Dødens store Ensomhet, tryg av Ælde.
Jo Nygarden satte sig stilt ned paa en Krak ved Sengen.
«Saa vakker en Dø’ før en Stakkar!» hvisket han og kneppte Hændene ihop.
Søsteren stod ved Siden, støttet op mot Dørkarmen, og stirret paa den døde.
«Aa ja, ho har nok itte vørré isamma[1] ho!» kom det som et bævende Støn.
Langt ute paa Sommerstugulvet i ærbødig Avstand stod et Par av Gaardens Folk tause og stirret ind.
Da reiste Jo sig. «Aa ja!» sukket han, snudde sig og gik langsomt ut av Koven.
Søsteren stod en liten Stund. «Aa ja!» sukket hun, snudde sig og fulgte. Stilt drog alt Liv sig unda. Den døde var alene.
Tullmarit blev begraven i Stilhet — bare den nærmeste Slægt var buden, og det var ikke mange. Det kan synes underligt; men saa blev det, at da nogen Tid hadde gaat og det første Lettelsens Suk efter hendes Død var draget, var det likesom der var blit noget
- ↑ isamma: ensom, alene.
