og Vaar meldte, at nu faldt en Bjørn eller Elg, der
begyndte Tømmerøksens knappe, graadige Lyd at klinge
hele Vinteren igjennem; der hvor i gammel Tid bare en
og anden Hundredaars furu eller Kjæmpegran sank brakende
i Jorden av Ælde, der begyndte nu Unggran og
Ungfuru at styrte i Hundredvis som stønnende Slagtedyr
under Økseslagene. Og fremmede Tømmermærkerer gik
omkring, valgte det bedste og lot Rot og Krone ligge
igjen som Dynger av Lik bortover de glesne Moer.
I hele ti Aar herjet Tømmersvindelen Dalen som en rivende Vaarflom. Formuer flyttet sig eller gik tilgrunde; nye dukket op, hvor en mindst tænkte det. Tro, Tillid og gammelt Venskap Mand og Mand imellem blev revet bort av Pengegriskhetens Flom.
I slik en Tid maatte Fædrenes enkle Liv og Vaner bli glemt. Nu stod ikke Gaardmandssønnene Side om Side med Tjenestfolkene i Slaat-onnen Klokken tre om Morgenen; nu lekte ikke Bygdens Ungdom længer i Skumringen Sankthanskvelden under Felelaat og Dans utover Enger og Jorder; nei, nu sat Ungbønderne med Toddy og Merskumspipe Nat paa Nat og spilte Dunder og Polskpas efter en Daler Stikket, mens «Musikken» fra Elvdalen otte Mand høi, paa Feler og Kontrabas, Klarinetter og Horn spilte Lansers og Fandango, Figaro og Feier i de store Bjelkestuer, hvor før Springdansen gik het og høi under Slindene.
Og i de dype Kjelderhalser, hvor før stærke Øltønder holdt Vakt, laa Hermetik og Champagneflasker hulter til bulter mellem Præst-ostene og Gammelostene fra svunden Tid.
Da saa Nedgangens Time slog og Svindelen sank, laa Dalen som en Kirkegaard. Odelsbøndernes Børn sat og graat i sin Fars uthugne Skog eller listet sig i Skumringens Skygge forbi sin Fædregaard, hvor de ikke længer hørte hjemme. Men det var noget nyt, som var kommet; først som en Vaarflom, som en Farsott; siden med Velsignelse: Østerdalen lærte at bruke sin Rikdom. Gjennem de uendelige Skoger er nu Jernveisskinnene
