ventet; for endnu var ikke ’n Johannes Svenske kommen, og det var ham, hun mest laa efter nu om Dagene.
«Du Johanna!» sa ’n Storpær.
«Aa var det, Du justsom vilde?» Hun bøide sig unda ham; for han satte sig like indpaa.
«Du Johanna!» — Han holdt Brændevinsflasken i venstre Haand og vilde ta hende om Halsen med høire.
Hun bøide unda og flyttet. Han reiste sig og flyttet efter.
«Du Johanna!» — Han tok hende om Halsen og vilde hviske.
Hun støtte ham unda.
«Je vet ’ta!» sa hun.
Tufsing-Torberg gav ’n Storpær en Tryk, saa han væltet indpaa.
«Sjaa aat, saa Du kjem indaat’n naa da!» sa han.
’n Rønningjo og ’n Sjølstiltsyver lo.
’n Storpær hadde faat Tak med høire Arm om Akslene paa Jenten og holdt fast. Hun bakset og slog, lo og skrek om hinanden for at komme løs.
«Det var ’n Torberg, som fløidde[1] mei,» sa ’n Storpær, han holdt fast som før. Brændevinet skvulpet og skvat av Flasken, eftersom hun rykket og kastet sig.
Endelig kom hun løs, het i Ansigtet og tung i Pusten.
«Vær rolin med mei,» ropte hun, reiste sig og gik længer ind mellem Trærne.
De fire fulgte.
Saa sprang hun; de gjorde Jagt. Fik hende endelig fat nede ved Skigarden og blev staaende der i Ring omkring hende.
«Kain Dø itte væra Folk da?» sier hun og later, som hun er harm.
- ↑ fløidde: puffet.
