Stærk Latter av Mænd hørtes like over til Gaardene,
dæmpede, overgivne Skrik av Jenter en og anden Gang
indimellem. Hundene paa Gaardene i Vesta-grænden
gav med Mellemrum Glæfs imot al Uroen derborte; en
og anden Gubbe, som ikke fik sove, stod og lydde og
stirret ditover fremved Skigaren eller ved Grinden;
men Løshunder, som ellers sat stille paa Stenhellen eller
laa tause paa Vakt fremfor Grinden, drog nu en
efter en over Broen for at finde igjen de Jenter eller
Gutter, som hørte Gaarden til. Kom saa logrende og
friske av Aftenkjøligheten frem til Baalet, blev strøkne
og klappet og talt vel med i den Klynge, hvor de fandt
sine igjen.
Ovenom Baalet, bortmed en liten Haug, hvor et Par Furuer skygget med svarte Kroner mot Nathimlen, sat Døl-Johanna. Lo, saa det hvitnet i de stærke, friske Tænder, drak med Karene, som stod eller laa ved Siden, slog sig, ret som det var, overgivent bakover paa Ryg med Hændene over Hodet — for igjen at reise sig fort og sitte som før. Det stivete Skaut hadde glidd av og laa ved Siden; det mørke Haar drev løst over Nakke og Aksler.
Stundom kunde hun sitte og vugge med Overkroppen fra høire til venstre uten at svare Karene, som spurte; stundom kunde hun se op paa skakke under det mørke Haar og gi en mæt, dæmpet Latter som Svar til dem, hun likte.
Omkring hende holdt de sig Bygdens voldsomste Karer, ’n Stor-Pær, ’n Rønning-Jo, n Tufsing-Torberg og ’n Sjølstilt-Syver; men alle Jenter holdt sig unda, der hun sat, og kom hun med i Leken, blev de borte en efter en og drog til andre Gaarder; for hun hadde dét med sig, at selv de støeste Gutter blev vilde, naar hun kom dem nær.
Men i Kveld sat hun der for sig selv og vugget og
