Den ene Brændevinskaggen efter den andre kom ved
Jonsok og Vintermarked dragende ind paa Fællinggaarden,
og Folk, som saa indom, fik sig altid en Dram,
ja blev gjerne nødet til at slaa sig ned og samdrikke
med Ola Finnstuen.
Men saa klok var han, den halte Mand paa Fællingen, at han altid holdt sig inde i Sommerstuen, naar han drak, og jo fuldere han blev, desto stillere og lavere talte han, saa der blev aldrig Grund til Klage over Larm eller Spetakel der paa Fællingen.
Den, som sørget mest over Ola Finstuen og Brændevinsdunkene hans, var Lars Nordi, Broren. Besøkene paa Fællingen, som i første Tiden hadde været saa hyppige, blev efterhaanden sjeldnere og sjeldnere; for ofte traf Lars Broren fuld, og endnu oftere var han vrang og vrien efter Følgerne av en Rus.
Endelig en Dag talte Lars.
Han var kommen enkom kjørende over til Fællingen en Hverdag. Ola Fællingen tok mot ham i Sommerstuen og var hændelsesvis rent ædru den Dag.
Lars satte sig fremved Sengen, der Ola sat med det syke Ben opunder sig og det andre løst dinglende utover Sengkanten.
«Det er en Ting, je vil be dei om, Ola,» sier Lars.
Ola ser paa Broren. For denne Bror har han været istand til at gjøre alt. «Kain je, saa vet Du, je gjør det,» svarer han.
Lars kommer fort fremover mot ham og tar Tak i hans Haand.
«Slut med denne Drikkingen,» sier han og ser ham ind i Øinene som i Angst.
Ola trækker Haanden til sig, fort.
Blikket flygter; han snur Hodet.
«Det kain je itte,» svarer han endelig, saart og lavt.
Lars blir sittende som dyppet i Vand.
«Dette skjønner je itte,» hvisker han endelig.
Ola drar en lang Pust, reiser sig, men ser ikke paa Broren.
Hinker saa en Sving bortover Gulvet.
