80
Der, fremved Bjerkeriset burde en kanske sætte
Snarer!
Han drog videre hjemover gjennem Skogen, halvt ør af Snetinder og Træthed.
Frempaa Groven stansed han for at puste, før han satte nedover. Foran ham fjernt i Øst laa Vidden og Fjeldene som skinnende Bølger af Sne indover og indover lige til Fæmundsjøen og Svenskegrænsen. Sølen dirred af Sol; det flimred af Isblink i Skarene. Og de lavere Fjeldflaaer kring Gloføken og Graahøgden laa saa uendelig vide og fri. Han syntes, han kunde gaa gjennem Luften og lige did.
Han skygged for Øinene og drog Aanden dybt. Han var sikker paa der drog Rensdyrhoper over Graahøgdfløiet nu i det vakre Veiret.
Men bent ned laa Dalen, festlig skinnende i den gyldenhvide Vinterstilhed. Det blaaned af. Røg fra alle Piber; det glitred i Ruderne paa de rødmalte Huse under Snetyngden. Han saa Folk, som kjørte, Folk som svarte Prikker gaaende paa de hvide Veie mellem Gaardene. Og Solen var næsten vaarlig varm.
Medét blev han tagen af slig fortærende Længsel efter Jenter paa Fang og glad Latter og god Mad og varme Huse. Han slog Skibrætterne i Skaren, saa det smaldt, og satte udover Stupet, saa Snespruten stod efter ham.
Ti Minutter senere hørtes der Skistavknirk og krasende Lyd af Ski, som stansed, udenfor Vangenstuen.
Og Erik Vangen slængte Ryperne ind i Svalgangen med et dovt Dunk.
Faderen, som sad i Høgsædet og læste af Salmebogen nu i Helgen, kom straks ud.
„Aa har Du vørre etter?“ spurgte han. Han stod og saa ned paa Sønnen, som bøied sig frem for at spænde Skiene af, snegraa opover Klæderne, med Rimfrost i Haaret og nedover den dunskjæggede Kind.
