77
ikke sank nedi. Og han fik en rent trygg Kjendsel, da han arbeided sig opover Bakken paa Kalbergsiden langs den nedsneede Sætervei. Der stod en opvæltet Tømmerslæde snetung; der begyndte Ragstveien.
Det var saavidt han saa i Skigardstørerne; af og til stakk en Skie op, hvor Snoen tog.
Nu var han naaet Fjøset og kjendte igjen Hjertet slaa; det var ligesom om der kanske kunde være Folk i Husene.
En Hare sprang op bagom Skigarden og drog nedover mod Skogen vinterlig hvid og lubben; den havde gnaget Barken af nogle Aaspestammer, som laa igjen fra isommer udom Fjøsgluggen.
Erik Vangen hugg Skistaven i Sneen udenfor Fjøset, fik Skiene af og sabbed gjennem Sneen frem mod Fjøsdøren, som han stødte op med Haanden.
Det var vinterkoldt og svart derinde; men der hang alligevel igjen en vemodig Lugt af Ko og Sommerliv.
Han satte sig paa Fjøskrakken fremved Dørgløtten, fik frem en frossen Kakubrødbit af Frakkelommen og bed.
Det isned i Munden, men gjorde godt endda. Den, som bare havde havt sig en Kaffedryp attaat! Naar en gik her og sled i Skogen midt paa svarte Vinteren!
Og Tanken gled til Vangen, hvor Folket nu vel holdt paa at staa op og Faderen sad og drak Kaffe fremme i Høgsædet, mens Eline gik til og fra.
Han reiste sig braat og kom ud, smeldte Døren igjen efter sig, fik Skiene paa og drog Ragstveien nedover uden en Gang at se sig om efter Løvhaugshusene. Det var bedst, han saa efter Rypesnarene sine!
Men hvordan det saa var eller ikke var, saa vilde Skiene en Sving sydover did, hvor den store Furuen stod, der hvor han havde truffet Eline første Gangen.
