74
Kristenstrøen og Sæterveien frem til Harsjøvolden. Han var brændende harm og vilde gaa fra det alt ihop; men inderst inde havde han i Baghaand nogen Rypesnarer fremved Harsjøen, som han ikke havde seet om i hele Julen.
Han gik, saa det kogte gjennem ham opover Bakkerne i Graalysingen. Det var saavidt der faldt en Skimt af Dag; en morgenvak Skjære fløi op fra en Gran og satte sig i en anden længer inde; ellers var Skogen dødsens stille.
Træ ved Træ stod og frøs, snetunge; Stubber og store Stene laa lunt under Hætte som sovende Dyr i Natten; Smaaskogen stod æventyrlig nedsneet; de store Graner havde det sortnende varmt inde ved Stammerne under de tætte Grene; naar han stansed for at puste paa og snudde sig, saa han Gaardene dernede ligge som svartnende Klatter i det hvide.
Alting sov.
Og Nattens Kulde faldt saa stille og tung, at han næsten kjendte den svide i Ansigtet og bide inde i Bringen under Aandedrættet.
Erik Vangen kjendte sit Hjerte slaa. Dette skulde Far hans angre. Gik han ikke der og sled hele Aaret rundt som voksen Kar og vel saa det, og aldrig havde han Tak for det engang! Og nu skulde han atpaa ikke engang faa gaa til den Jenten han vilde! Nei nu skulde det være slut, om han saa skulde reise fra Gaarden og alt. Ja Aaret ud blev han der naa ikke.
Han havde altid saapas Skyldfolk, at han kunde faa komme et Steds og tjene, ja kanske for den Sags Skyld faa kjøbt en liden Gaard ogsaa.
Han var fortærende harm!
Han hugg Skistaven i Skaren Gang paa Gang og slog Skiene i Sneen, saa Brettene skalv.
Aldrig havde han en Skilling andet end det, Far hans gav ham, endda det nu var ham, som drev
