68
Nordigardsdrengen kom op med et Rykk og hugg
Tag i Eriks Arm.
„Nei bi naa!“ ropte han.
Erik Vangen slap Eline og brød anden Gang Næven op, saa Nordigardsdrengen røg overende paa Bænken og Bænken og Manden overende mod Væggen, saa det sang.
„Slipp!“ ropte han; Øinene stod flammende blaa.
I det samme stod Thrond Vangen med Hænderne i Lommen smilende og bred imellem dem.
„Drægs Dø Karer?“ spurgte han.
„Nei vi bare ligg aa søv!“ svared Nordigardsdrengen; han fik Bænken op og reiste sig.
De nærmeste lo igjen.
„Hidsigt Blod,“ sagde Thrond Vangen; han stod der smilende; saa satte han sig stilfærdigt paa Bænken.
„Aa, Du vet, det var ingenting detta,“ svarer Nordigardsdrengen; han slaar Bosket af Klæderne og sætter sig paa Bænken ved Siden af Thrond Vangen, voksent smilende. Tog Tobak op af Vestelommen og bed en Buss af. Stak Tobakskvartet ned i Vestelommen igjen og sad og saa paa med Hænder i Fang, fremludt og tversikker.
Erik Vangen dansed med Eline. Blodet kogte og brandt; Felelaaten fossed ham gjennem Kroppen. Han syntes, han kunde danse hende tvers igjennem alt, som fandtes i Stuen; han syntes, han kunde slaa hver Mand, saa han stupte paa Flekken.
Nu gjorde han Spændet, saa det gav en dirrende Dunk i Loftsbjælken, og kom paa Fødderne som en Staalfjær; slog begge Armene kring Elines Liv saa tæt, at de var som vokste sammen, og svinged i jagende, æggende Sving rundt og rundt over Gulvet. Hun gjorde ikke Modstand og holdt sig ikke unda, der hun blev svungen med svingende Skjørt og dybt nedslagne Øine, mens Smilet efter hvert kom frem,
