67
hun med en fuldvoksen Kar. Og han kjendte sig selv saa forsmædelig ung.
Nu svinged hun rundt, alene paa Gulvet med det lyse Hoved ærbart paa Skakke, Øinene sænket og Kjolen tæt i Følge med Kroppen Sving i Sving rundt og rundt, saa de rappe smaa Fødder syntes. Nu tog Nordigardsdrengen Spændet, saa det sang i Slinden; hun lo og lukked Øinene, som han fik Tag kring om Livet; saa hvirvled de rundt de to hele Gulvet frem — der slog han sig ned paa Krakken fremved Koven og vilde have hende paa Fang; hun sled sig løs og sad ved Siden, mens Brystet gik.
Erik Vangen var oppe som stukken. Han stod lidt; saa slang han med Hænderne i Lommerne tvers over Gulvet og borttil.
„Kom naa Eline,“ sagde han, skjælven i Røsten, og tog efter hendes Haand.
Nordigardsdrengen sad tæt indpaa og holdt den anden Haand fast.
„Er det Du da Gut!“ lo han og saa paa Erik Vangen.
„Du ser vel det,“ svarer denne; han staar hed i Ansigtet og venter.
Eline har reist sig, blussende med et dulgt Blik paa Erik Vangen; men Nordigardsdrengen holder fast.
„Nei, vent lite naa,“ siger han.
Eline prøver at fri sig, men kan ikke.
„Slip naa!“ hvisker hun.
Nordigardsdrengen holder fremdeles fast.
„Det har ingen Hast; der sitter inga Farkjærring fast,“ sagde han muntert.
Da hugg Erik Vangen Tag og brød Næven op — Nordigardsdrengen dat att og bag af Bænken og blev siddende paa Gulvet opmod Væggen.
„Sjaa aat, Du faar sitte,“ sagde Erik Vangen; han svingte med den ene Haand Eline i en stor Sving frem paa Gulvet. De nærmeste lo.
