64
De store Helligdage var gaaet, vinterstille og skinnende, med knirkende Gang af Kirkefolk og kjøligt Dumbjældsilder henover de frosne Veie. Nu var Rumhelgen kommen og dermed Juleturingens Tid.
Kveld efter Kveld laa Stuerne mørke, mens Bygdefolket gaaende og kjørende drog ivei til den lysende Gjæstebudsgaard; Nat efter Nat gik Springdansen hed og vild under Slinderne, mens Mylder af Folk og Summen af Stemmer, Latter af Jenter og Rop af Mænd bølged ud og ind gjennem Svaldøren og dæmpet Tale hørtes overalt mellem Husene.
Og Morgen efter Morgen, før Dagen dæmred, drog Gjæstebudsfolket hjem, somme i munter Folk, som larmed og lo, fulgtes, stansed og skiltes, andre i kjørende Følger med kneggende Heste og smeldende Sveper, Kvindfolket forsigtigt under Felden fremme i Sessen, Karfolket uvorrent bagpaa, mens Rop til Gampene sang gjennem Luften, Sneflingrer fløi af Hestehovene og Lugten af Bjørneskindsfeld og Ulveskindspels fulgte som en glufsende Stribe i Vindlaget.
Men rundt omkring laa Dalen i snetung Morgengraaning med Drys af de vintertause Trær langs Veiene og hemmelighedsfulde Spor efter Hare eller Ræv indover i Skogen overalt, hvor de fôr frem.
Der var Julmoro paa Negard-Nordset.
I Vinterstuerne spilte Gubberne Kort med Slag i Bord og dampende Snadder i Munden; Kjærringer og gift Kvindfolk drak Kaffe i Koven eller talte erfarent og lavt, i dæmpet syngende Tone om Bygdens Ting, strøg sig om Munden med de ihoplagte Silketørklæder og sad med Hænderne foldede i Fang, naar Taushed faldt paa.
Men i Sommerstuen, hvor Ungdommen holdt til, gik Dansen, hed og høi.
Kneggarlorens, Spillemanden, hugg Buen i Stren-
