62
Erik Vangen stanser at hugge.
„Ja,“ svarer han.
Saa hugger han Øksen i Vedstokken og rusler ud til Faderen.
Thrond har kastet den sidste Vedklump ned af Krakken og staar nu med Sagen i Haanden.
„Det faar vel snart være slut naa,“ siger han.
Erik se paa Klumperne.
„Aa ja — det er nok detta,“ svarer han.
Faderen gaar mod Stuen.
„Dem ringer vel snart,“ siger han. „Du lyt skynde dig!“
„Ja.“ Erik bøier sig ned, kaster et Par Kubber ind i Skaalen, gaar langsomt efter og begynder igjen at hugge.
Det var godt, det blev Jul! Han var rent sliten af alt Arbeide. Men nu blev det Turing og Moro lige til Trettendedagen og Jullek paa Jullek bortover Bygden og Julkutkjøring med Jenter i Fanget paa Slæden.
Han hugg, saa Spikerne føg.
Da skulde han faa Eline i Fanget! Om Kvelden, naar de kjørte hjem!
Far hans fik bruge Smalslæden og Svarten, saa tog han selv Bredslæden og Storbrunen. Og saa om Kvelden, naar de kom hjem — da vilde han lure sig op paa Ramnen; for efter slig Turing sov Gubben — det var sikkert.
Han havde ikke været der siden den ene Gangen; der var falden slig underlig Helligdagsblygsel over alt deroppe siden da; men nu, i Julen — nu fik det ikke hjælpe. Han var da voksen Kar!
Erik Vangen saa op; — der kom hun.
Hun var alene; hun standsed i Vedskaalsdøren. Hun havde et graat, uldent Kasttørklæde bundet om Hovedet og knyttet løst om Halsen. Hun havde
