55
Saa sætter han sig paa Sengekanten, mens Hjertet
slaar høit, saa det høres.
Eline reiser sig op medét.
„Aakken er ta!“ hvisker hun.
Saa tier hun og lægger sig langsomt. Hun har kjendt ham.
Der er længe stillt.
Hun ligger halvt bortvendt med Felden lige opunder Akslen; men Armen ligger bar.
Han lægger Haanden bortpaa. Ingen af dem siger noget.
Hun bare ligesom synker dybere ned i Sengen, og Aandedrættet gaar.
„Eline!“ hvisker han, dirrende i Maalet.
Hun svarer ikke.
Han bøier sig over hende, lige nedtil hende og kommer med sit Hode bortpaa hendes.
Hun ligger stilt som før.
Da finder han medét frem til Munden og kysser, skjælvende.
Hun ligger stille og lader det ske, men gjengjælder ikke. Vender bare Ansigtet bort.
Han reiser sig fra hende, næsten angst, famler nedover Armen og finder Haanden.
„Eline!“ hvisker han.
Hun svarer ikke; men det rykker til et næsten umærkeligt Rykk i hendes Haand.
Han bøier sig over hende, nu aldeles betagen, og hans Pande er atter mod hendes.
„Du skal aldrig rese fraa mig, Eline,“ hvisker han.
Hun tier længe.
Ne—i!“ kommer det endelig, varmt og bævende.
Han har sit Hoved mod hendes hede Kind og kjender slig underlig Ørhed.
„Jenta mi!“ hvisker han fra sig selv.
Hun drager Pusten, betagent, men skarer intet.
Han har hendes Fingre mellem sine og trykker
