50
folk og Velvære, som han ikke havde kjendt siden det Aaret, hun Oline, Kjærringen hans døde.
Endelig lægger Knutsmarthe Skeen.
„Nei, naa lyt vi aat Fjøsa!“ roper hun. Fjøskullen, som sidder ved Siden, lægger Skeen som hun og reiser sig.
Eline bliver siddende i stor Værdighed.
„Dø lyt da ha Kaffe først,“ siger hun.
„Nei, det faar væra,“ svarer Knutsmarthe; hun knytter Tørklædet fastere og kommer sig frem fra Bænken.
„Ja, Tak for Mad!“ Hun gaar mod Døren fort.
„Aa itte aa takke,“ svarer Eline; hun snur ikke engang Hodet. Men da de to vel er gaaet, reiser han sig og faar Kaffekoppene frem.
En Stund efter hører man i Vangenstuen de stilfærdige Slurk af to Karfolk, som drikker Kaffe af Skaal borte ved Bordet, mens en svart Hund, som ingenting har faaet, sidder midt paa Gulvet og klør sig bag Øret, saa det rister i Halsbaandet. Saa reiser den sig, gaar slunken hen til Hundekoppen i Vedroen og slafser i sig, hvad der er levnet.
Men Eline er gaaet til Fjøset for at hjælpe de andre.
Erik Vangen stod midt ude paa Gaarden og lyed. Det var kulstappende mørkt og ganske stille. Bortover Jorderne lyste Kornstørerne op saavidt, at det syntes; Husene laa som sortnende Skygger, fristende til Gjemsel og dulgte Ting. Inde i Stuen, fremme ved Aaren kunde en se Thrond Vangen sidde med Piben i Mund; nu lagde han et Vedtræ bortpaa Varmen, saa det blev lysere. Men nede fra Fjøset kunde en høre Kvindfolkene rope høit til hverandre, mens de melked eller satte Melkekrakken fra sig og
