45
gyndte og hvor det alt lugted Vissning og Høst af Bladfaldet, sad et Par Nøddeskriker paa Vagt og forsvandt, skogvildt skvatrende, naar nogen kom i Nærheden.
Det havde været Rimfrost om Natten og vaadt i Skog og Mark paa Morgenkvisten, da Solen randt; nu tørked det op i Høstdagens hastige Middagsvarme. Og alt Kornet stod guldblankt paa Slør bortover de stubgraa Akerflekker.
Vangenstaburet stod aabent.
Kveldsolen brandt i kjølig Glød paa Staburdøren med den rustbrune Smedejerns Slaglaas; den lyste gyldent ind gjennem den smale Glugg høit oppe. Lugt af gammelt Mel hersked derinde blandet med den sødladne, kjærnefriske Duft af ung Ost og ferskt Sommersmør, som stod i Række og Rad henover Hylderne. Ovenfra kom stærk Em af morknende Staburpølse og frænt Tørkjøtt tyngende.
Knutsmarthe stod i Døren og stirred ind; man hørte tunge Trin af en, som gik deroppe. Jernhælede Sko og et Par velbergede graa Vadmelsbukser famled nedover den blankslidte Trapp; en tør forsigtig Haand gled langs Rækverket.
Det var Thrond Vangen.
Da han vel var kommen ned, stansed han og saa sig rundt kring Hylderne endnu en Gang. Begge Langhylderne var fulde, Smørformer og Ost om hinanden; to store Blandsmørbøtter var der ogsaa og indpaa hele Tjuget med Mysmørballer. Men Tverhylden var tom.
Thrond drog Pusten og saa bort paa Knutsmarthe.
„Det blev itte værst lel,“ siger han. „Omtrent som ifjor,“ føier han til.
Knutsmarthe stod med Ryggen støttet mod Dørkarmen og begge Hænder under Forklædet.
„Neimænd er itte detta værst lel,“ sagde hun. „Saa myy høstbær Ku, som det er her paa Garøm!“
