41
„Faen tel Jente au,“ sagde Knutsmarthe; hun
bar og lo og graat om hinanden.
„Ti still naa,“ svared Eline; hun arbeided og hugg, drog Nedfaldstræ og Rat udpaa og kom altid nærmere Gulddrople.
„Aa Stakkar,“ sagde hun varmt.
Nu var hun lige fremved Dyret og kjørte en diger Kloppkløvning ind under Bogen paa Koen.
Gulddrople slog Fremfoden tungt over.
„Agt dei!“ ropte Knutsmarthe.
„Ti still!“ svared den unge Stemme derude fra.
„Det er itte farligt lel,“ ropte hun opover.
Da Vangenkarerne to Timer senere kom dragende med Hest og Reb, var Gulddrople sunken, saa de havde ondt for at se Boven; men fremved Dyet, paa Klovninger og fersk Skog stod en Jente, glorød i Ansigtet i Blødmyr tilknæs og holdt Gulddrople efter Bjældkoklaven.
„Ja naa faar dø kjøre opatt baade mig aa Kua!“ ropte hun mod dem.
Da lo Knutsmarthe, som stod fremved Myrkanten og gav Kalvene, som var komne fremtil, Salt.
„Nei Du Eline, Du Eline,“ ropte hun.
En halv Time senere var Gulddrople kjørt i Land og Eline kom tungt vadende efter. Hun som Dyret var gjørmende brune af Myr; hun lo og slængte fra sig til alle, som stod omkring.
„Du store Verden for Opstandels,“ skrek Knutsmarthe.
„Mø!“ rauted Gulddrople, et betagent Livsens Raut, saa Kvindfolkene rent kvakk; saa stolpred den langsomt opover mod Veien.
Thrond Vangen sad paa Sæteren og aad. Sønnen var alt dragen tildals med Hesten; for der var Høi,
