33
der og kjendte Trøien spænde lidt stramt over Barmen, saa det var tungt at drage Aande — —.
— — Der slang en Gut i Skjorteærmer med Tommelfingrene i Armhullerne paa den rudede Vest nedover Veien til Smedjuen paa Vangenjordet. Han sopte med Fødderne i Græsset, eftersom han rusled frem, og saa ned hele Tiden.
Det var Erik Vangen.
Han havde netop kvilt fra sig og skulde til at tænde paa Piben, som sig voksen Arbeidskar høved, da han saa, at Eline var borte. Trond Vangen selv sov endnu derborte paa Sengen i Stuen, hvor Solstrimen nu netop holdt paa at komme ind; han sov med lange, betagne Pust, som stødtes ud med en lidet Smæld mellem Læberne ved Mundviken, hvergang han aanded; Felden laa tryggt over Akslen; — han kunde nok sove en Stund endnu. For i Stuen var der dormende sommerligt stille. En Melkeskaal stod tom paa Bordet; Kaffekjedlen sortned i den graa, sluknende Aske paa Aaren; under Slindene drev en sommerlig Lugt af vissent Løv fra Bjerkekvistene, som var stukne opunder Jonsokkvelden. Men i Vindueskarmen, midt i Solskinnet, sad en sort og hvidbotet Kat med lukkede Øine og tænkte.
Sea smøg da Erik Vangen Piben ned i Vestelommen og kom sig paa tungt listende Trin frem til Døren, som aabned og lukked sig efter ham med et lidet Knirk, mens alting sov videre derinde.
Nu drog han sig nedover Veien til Smedjuen med Fødderne sopende frem gjennem Græsset, Fod for Fod, eftersom han slang nedover.
Skulde undre paa, om hun ikke sad et eller andet Steds nedpaa Jordet! Hun havde det slig, at hun gjerne vilde, han skulde lede efter hende og finde hende tilslut. Det var underligt ogsaa, at han ikke kunde faa hende ud af sine Tanker! Nu igaarkveld,
3 — Eline Vangen.
