28
nedover Bergslien, ind paa Gaarden, stod en Stund udenfor Svalen og kjendte Solskinnet, gik saa ind i Stuen og satte sig fremme ved Langbordet paa Bænken.
Kovedøren stod oppe: Eline sad paa Sengen.
Da hun fik se ham, smilte hun, som var det noget, hun tænkte. Saa satte hun Fødderne fremfor sig og stod.
„Naa ska je freste aa gaa,“ sagde hun.
Det fôr gjennem Erik, som naar nogen ser Smaabørn slippe sig og gaa første Gangen.
„Nei, nei,“ sagde han og reiste sig.
Men der kom hun gaaende, bent mod ham og ind; han stod og stirred med sprikende Fingre.
Kommen midt frempaa Gulvet, tog hun sig medét til Hovedet.
„Je vart saa ørhuen,“ siger hun smilende.
Da er han fremved hende og faar Armen bagom; hun kommer med Hodet glidende nedmed hans Kind og Panden tungt mod hans Skulder. Da slaar han begge Armene omkring og staar og holder, halv rædd.
Hun løfter igjen Hodet og smiler, saa han kjender Streifen af hendes unge Aandedræt. Saa kommer hun sig langsomt borttil Bænken og faar sætte sig.
„Skulde Du ha kjendt sligt,“ siger hun og smiler igjen.
Han staar der fremfor hende, fortabt.
„Nei sligt skulde Du vel aldrig ha kjendt“, siger han.
Hun ser op.
„Faar je lite Vatten“, siger hun. Øinene beder.
Han fort borttil Vassaaen og giver hende Vasøsen. Men som han staar der og ser hende drikke, ser hendes lyse Haar og fine Pandefæste med den myge, unge Kind nedover, tilfrisknende, tager der ham en slig Fornemmelse af Blodsmag og Lykke, Død og
