23
Vaarbraaningen var kommen for Alvor over Dalen. Solen sken og skimred metallisk i Gaardenes ældgamle Ruder; den lued langs Laave og Fjøs, hvor Katte sad mysende og lodne i Solvæggen med halvlukkede Øine og leved; den skar dirrende ind gjennem de vinterkolde Glugger, hvor Vaarvinden strøg.
Al Piberøg var saa forgjættende blaa; al Luft havde slig forlokkende Smag af Sommer.
Spurvene havde faaet Vaarens livsalige Dirr i Tonen, der de sad og bruste sig ud paa alt solvarmt, som var bart henover Tagene, med hidsige uafladelige Pipp indimellem. Skjærer skvatred kjøligt paa Udhustaget og stjal til Rede; Kraaker fløi med mystisk Vaarkra mod Skogen.
Al Dalens Sne kramed sig og sank; paa Gaardene var der Vaarbækkesilder og kløkke Sneflag, som brast under Fodens Tyngde; man saa paa bare Bakken mange Steder, og alle Veie var tungkjørte af smeltende Hestegjødsel, som kom op.
I Skogen, som stod gyldengrøn om Dagen under Vaarsolens stille Lys, var der bart kring de smaa Trær; det drypped af smeltende Sne ved Middagstide, mens frøs til skarp Skare om Kvelden. Da kunde man høre Ræv skrige og Hare hukre betagent i det natblaa Maaneskin.
Men bagom og over laa Højfjeldet i gulhvidt, snetindrende Solglitter ved Dag og om Natten i blaahvid, iskold Æventyrdrøm.
Eline var kommen sig saapas, at hun kunde flyttes fra Stuen og ind i Koven, hvor hun ligesom var mere unda; Søvn begyndte at komme; Maden gled ligesom ogsaa bedre ned, især den, som kom fra Præstegaarden. Hovedet fik hun ikke røre endnu; det havde Dokteren strengt forbudt; men Armene kunde hun løfte og kjendte ellers ikke synderlig vondt i Kroppen.
En Dag, som hun laa der og syntes Tiden blev lang, havde hun bedet om at faa noget mellem Hæn-
