22
Det farer et Sting af Befrielse gjennem Bringen
paa Erik Vangen.
„Er a klenere?“ spørger han.
»Skjeil det dei det da?“ svarer hun; det drager ihop kring Øienfolderne.
Han lysner i Ansigtet.
„Nei, sei naa,“ siger han saa lykkelig varmt.
Det lyser blaat i Øinene paa Knutsmarthe og vekner kringom den slidte Mund.
„Aa jo lel,“ siger hun barmhjertigt. „Naa seier ’n, ho staar det!“
Hun faar Løvkjærverne bedre opunder Armen og gaar videre mod Fjøset i stor Hast.
Erik Vangen tager en lang, skjælv Pust. Faar Tag i Vasbøtthanken uden selv at vide det og drager til Stalds. Kan ikke graate, — kjender sig bare saa stærk, at han helst vil slaa. Tager saa ligesaagodt Vasbøtten med én Haand og slænger den op i Krybben til Dokterbrunen, saa Vasspruten staar.
Den fremmede Hest slaar op med Hodet og giver ham en Dunk med Mulen lige under Hagen, saa han blir staaende afdovnet og synes, at slig maatte Eline have kjendt det den Gangen.
Og da Doktoren vel er rejst og Præstefruen, som nu igjen er kommen, sender ham op paa Butikken til Hans paa Bua for at kjøbe fint Mjøl og andet, som skal lages til Mad for Eline, gaar han, bare saa det driver under Hæljernene og har hele Tiden saa livsalig vondt i Hovedet.
Men da han paa Hjemveien møder Løkkekjærringen, som hilser og spørger, hvordan det staar til, stanser han med Hænderne paa Ryggen, sætter den ene Fod frem for den anden med Hæljernet fast i Sneen, spytter voksent og ser frem for sig.
„Jo Tak — ho staar det naa,“ siger han.
