TREDIE KAPITEL
Det blev værre med Eline, end de havde tænkt. Hele den første Uge laa hun sansesløs for det meste, yred og ropte paa Mor sin, saa Knutsmarthe, som var budsendt for at være til Hjælp, en Dag sagde til Fjøskullen, mens de sopte, at naar de havde det slig, blev det gjerne Dø’en, helst naar de drev og ropte paa dødt Folk.
Thrond Vangen gik i sit Arbeide som før og sagde ikke stort; han for sin Del var alt kommen tilrette med, at hun fik dø; men Erik, Sønnen, var som forandret; aldrig tog han sin Haand i noget til Nytte, og glemsk begyndte han at blive, saa han snart ikke kunde bruges til nogen Verdens Ting.
„Je skjønner mig itte paa Gutten,“ havde Faderen sagt til Knutsmarthe næsten harm. Han stod i Fjøsdøren med en ny Vidjuspænding til en af Kalvene og saa paa, mens de sopte.
Men da havde Knutsmarthe skreget til med sin kvelle Kjæringstemme.
„Hoi Kar!“ havde hun ropt uden at se op. „Du kan skjønne, han tar det hardt han, som er kommen ut for slikt!“
Saa havde hun sopt videre bare saa Ku-dræggen skummed fremfor Soplimen.
