11
„Kom aat øss da! siger han endelig.
Hodet synker; hun staar og ser ned.
„Aa — je vet itte je,“ siger hun.
Med det samme snur de begge Hodet; der kommer nogen nede i Veien.
De stirrer — hun gaar saa smaat opover.
Det var Tjenestgutten paa Løvhaug, som kom, med Bigsel over Akslen og svingende Arme opover. Da han strøg forbi, slængte han en Haand borti Erik Vangen og drog videre; saa snudde han sig og gik baglænds nogle Skridt for at se.
„Kom naa Eline,“ sagde han, snudde igjen og gik videre.
„Ja, je kjem naa,“ svared Eline, — hun gik allerede, men svært langsomt.
„Godkveld da!“ Det sagdes dæmpet efter hende.
„Godkveld!“ Hun gik.
Ret som hun gaar, kommer en Smaasten efter hende og træffer paa Halsen inde ved Fletten nedover.
Hun stanser, snur Hodet og ser, langt og længtende bagover.
Saa saar hun fort videre.
Erik Vangen sprang nedover Sæterveien. Over Kloppen, saa Vandet skvapp under Kloppkløvningerne og videre Veien fremover langsmed Sjøen.
Han syntes, han kunde springe hele Natten, saa yrende ung kjendte han sig og saa saar og vild tillige.
Oppe i Viken, hvor Veien bøied af fra Sjøen, stansed han.
„Haai!“ skrek han det meste, han magted, og knytted Næverne uden at vide det.
Det skar i Skogen; det sang udover Sjøen og svared langt om længe i Kaldbergskampene paa den anden Side.
Med det samme kvakk han til; — en skræmt And, som havde Rede ved nogle Tuver i Vaskanten,
