152
Han laa igjen stille uden at tale. Det rykked til
Haanden, der den laa.
„Kom hit naa,“ sagde han.
Hun kom borttil og stod lige indpaa Sengekarmen. Haanden famled sig frem og borti hans, som lukked sig lindt kring hendes Fingre.
„Du fekk full bli lel da,“ sagde han. „Det vart full gæli ellers!“
Hun blev rent forandret.
„Aa, Du fekk altids att en slik en som je,“ kom der lavt og saart. Taarer begyndte at dryppe.
Han saa op paa hende. Taget kring hendes Fingre blev fastere; han svinged hendes Haand saa smaat.
„Nei, de’ gjorde je rett itte,“ sagde han, god i Stemmen. Han drog en befriet Pust og laa længe uden at slippe hendes Haand.
Saa løsned endelig Taget. Han saa igjen op paa hende, som en ser paa sit eget Barn.
„Gi mei lite Mjølk,“ bad han.
Eline snudde sig uden at svare og gav ham Skaalen.
Otte Dage senere kommer en Mand med Hest og Kjærre sydover Veien til Præstegaarden. Han stanser ved Grinden, aabner, viker Hesten ind og kjører bent frem til Svalen.
Præstefruen, som har seet ham i Vindvet, kommer ud.
„Nei Goddag Thrond,“ siger hun. „Er Du ude og kjærer.
Thrond Vangen fæster Tømmerne.
„Ja je er det,“ svarer han. „Je skulde faa ti Klæen hendes Eline. Det skulde være e Kiste aa en blaa Løp.“ Han saa visst paa Fruen.
