151
„Hm!“ — Thrond slap Taget; hendes Haand
gled ud af hans.
Saa gik hun stille mod Døren; Erik Vangen reiste sig og fulgte.
Da Døren lukked sig, snudde Vangengubben sig i Sengen og kom op paa Albuen.
„Erik!“ ropte han. „Kom hit att lite!“
Sønnen kom langsomt ind og tilbage.
Aa vil Du mig?“ spurgte han.
Thrond Vangen sad i Sengen.
„Aaffør ska’ a rese att a Eline?“ spurgte han, stærke i Røsten.
Sønnen stod og saa trodsigt frem for sig.
„Aa, det er full itte naae før hinner her!“ svared han.
„Sjaataap!“ ropte Faderen. „Mar a er go nok aat mei, er a altis go’ nok aat dei,“ sagde han. „Gaa sta aa faa a hit att!“ Han lagde sig.
Det lyste op i Erik Vangens Ansigt. Han snudde braat og drog paa Dør.
„Eline!“ ropte han.
Hun stod i Svalen.
„Du skal ind alt aat Gubbøm!“ hvisked han.
Eline blev blussende rød.
„Vil’n naa da?“ spurgte hun.
„Ja naa vil’n!“ Erik Vangen fik Armene omkring og svinged hende rundt, lykkeligt, lydløst.
— — —
Eline Vangen kom stille ind i Stuen og drog Døren i efter sig. Saa gik hun frem til Sengen og blev staaende.
Thrond laa og saa frem for sig. Armen laa langs Sengekarmen; Haanden var aaben.
„Aa var det, Du vilde naa da?“ sagde han. Han saa ikke paa hende.
Hun stod.
„Aa var det, Du vilde?“ svared hun.
