148
Nu bredte hun Felden vart over Bringen og flytted
paa Puden.
„Takk,“ sagde han. „Klent Stell da ser Du,“ føied han til lavt og forklarende. Saa lukked han Øjnene og laa slig.
Eline begyndte igjen at stelle, stilfærdig og kjendt, som om hun aldrig havde været borte, og Thrond syntes, der kom slig Lykke fra før over Stuen. Han laa der og hørte hendes unge, hurtige Gang til og fra, smaa Smeld i Skablaas og Kjørrellaag, som faldt i; der kom kold Luft, naar hun gik ud efter et og andet, og kjendtes godt og varmt, naar hun igjen kom ind og lukked. Uhret sagde knepp knepp, knepp knepp og havde igjen saa meget at fortælle om før og nu og siden; der kom slig dormende Tryghed. Nogen sad nok og bandt Husuer der bag ham ved Bordet; han hørte det bløde Knitter af Bundingsstikkerne, og der gik nok en Vugge under Slinden; den svang og svinged og svang! — Thrond Vangen sov.
Da Erik Vangen en Stund senere kom ind i Stuen, stansed han braat i Døren. Borte paa Krakken ved Bordet sad Eline i Stilheden og bandt paa en Husu, hun havde fundet frem.
Hun smilte til ham og tyssed. Han smilte igjen, snudde og gik ligesaa varsomt, som han var kommen.
Da Vangengubben vaagned, var det Kveld. Han snudde Hodet og saa sig undrende omkring.
„Eline,“ sagde han.
Hun reiste sig og kom borttil.
Han laa lidt, ganske stille. „Ska’ Du gaa att?“ spurgte han saa.
„Nei,“ svared Eline lindt.
Han taug igjen lidt.
„Aa ska’ Du ligge etter? spurgte han.
„Oppaa Ramnen.“ Det kom saa selvsagt.
