147
Der stod en kold Melkeskvætt i en Øse paa
Krakken; Varmen frempaa Aaren var sluknet.
„Skulde Du ha set sligt!“ udbrød hun. Hun fikk Tørklædet af og begyndte straks at stelle. Tændte op i Aaren, slog Melk i Gryden og satte over, fik Kopp og Kar paa Plads som i gamle Dage, tørked Bord og Bænke rene. Og var saa igjen borte ved Gryden for at se, om Melken kogte.
Thrond Vangen laa med Hænderne foldede over Felden og saa og hørte det hele. Han havde slig velsignet kjendt Fornemmelse af Omtanke og Forstand og syntes, der var bleven slig stor Forandring i Kroppen.
Nu fikk hun Kopp frem af Skabet, fin blomstret Kopp med Skaal under, tørked vel af og satte den paa Krakken fremved Aaren. Tog Melkegryden, som nu kogte, og heldte opi uden at spilde. Saa kom hun med den dampende Melk hen til Sengen.
„Drikk detta naa!“ sagde hun; hun var saa ung og god i Stemmen.
Thrond Vangen saa op paa hende, lydig, kom op paa Albuen, tog Koppen og drakk.
„Lite til,“ sagde hun.
Han saa igjen oppaa hende, blaaste paa og drakk. Saa leverte han Koppen.
„Det gjorde godt detta,“ sagde han, ru i Røsten, og lagde sig tilbage med Hænderne foldede.
Hun satte Koppen fra sig paa Bordet, stod og kom igjen borttil.
„Gjør det vondt aat Ryggøm?“ spurgte hun.
„Aa nei!“
„Jo. Du ligg vondt!“ Hun smøg Armen bagom, tog om ham med den anden og prøved at løfte. Hendes Haar kom bortpaa hans Kind, der hun bøied sig frem, og han fikk slig livsalig Ungkjærringfornemmelse.
