141
„Ho er itte her a Eline Præstgardem væ?“ spurgte
han saa uden at blunke.
Løvhaugen saa paa ham.
„Nei itte naa,“ svared han. „Ho drog aat Lien.“ Han saa opover og spytted lunt.
„Saa?“ Erik Vangen stod. Paa den vesle Pladsen der oppe i Lien ovenom Hauggaardene var Eline født.
Løvhaugen stod sid i Buksen, med Skjoldlue og krokede Arbeidsfingre og vented.
„Du faar komme ind aa sitte,“ sagde han.
„Nei, je lyt nok gaa,“ svared Erik Vangen og reiste paa sig. Saa stod han endnu lidt. „Ja Farvel da,“ sagde han.
„Farvel.“
Løvhauggubben stod og snudde sig og saa efter ham, der han gik Gutuen frem og Lien opover tilskogs. Tog saa op en Hesjerae, som var falden ned fra Skigarden, og lagde den paa Plads.
Erik Vangen gik i et eneste Kjør Lien op. Kommen lige indunder Pladsen, der hvor Hafællen begynder og en ser Husene, stansed han. Deroppe ved Staburet stod hun med Haanden i Kjolelommen og stirred ned for sig!
Han drog Pusten skjælvende; det var, som om en Klo kringom Hjertet havde sluppet ham medét. Saa gik han langsomt videre opover.
Nu vaagned hun ved Lyden og fik se ham. Gikk ham tilmøde, men stansed snart og blev staaende, usikker.
„Er Du oppaa her, Du?“ spurgte han varm og anpust.
„Ja.“ Hun saa ned.
Han fik Tag i hendes ene Haand og fik hendes Fingre indimellem sine.
„Det er slemt aa rese?“ spurgte han.
Hun stirred hen for sig.
