138
„den gamle halsstarrige Gubbe dernord vil ikke lade dem faa hinanden!“
Præsten rynked de gulhvide Bryn. Saa begyndte han og gaa op og ned paa Gulvet med knirkende Støvler. „Nei, nei,“ sagde han. „Nei, nei!“
„De faar i Guds Navn reise,“ sagde Fruen og saa atter paa ham. „Ja synes ikke Du det samme?“
Præsten stansed midt paa Gulvet.
„Det var nu det da Mor,“ svared han og satte et mildt Ansigt op. „Der staar: Du skal hædre din Fader og din Moder, at det kan gaa dig vel og du maa længe leve i Landet!“ — Han havde sin Embeds Mine, da han talte.
Men da kom Fruen lige hen.
„Ja, dette kan være godt og vel Kristoffer,“ sagde hun næsten harm; „men der kan findes Forældre, som bærer sig slig, at Børnene ikke faar nogen Lyst til at leve længe i Landet!“ Hun vendte sig fra ham og gik lige hen og satte sig til at sy.
Præsten løfted Hodet. Dette var et splinternyt Argument og tilsyneladende uangribeligt. Han gav sig igjen til at vandre op og ned med rynkede Bryn. „Ja ja,“ sagde han. „Ja.“
„Naar nogen virkelig holder af hinanden!“ kom det indigneret derborte fra Sybordet med et Sideblik fra de store, varme Øine, som straks atter mysed over Arbeidet.
Præsten gik. De bevægelige Næsebor vided sig; der kom over ham som et Slags Henrykkelse. Men han behersked den straks og rynked atter Brynene. „Ja,“ sagde han. Saa gik han med betænksomme Skridt mod Døren og Trappen op til sit Kontor. Der var virkelig et splinternyt Argument og som det syntes aldeles uangribeligt. Dette maatte grundig gjennemtænkes og overveies!
