136
behøver ikke altid at reise til Amerika for at finde Guld!“
Da kom Erik Vangen sig lige hen.
„Du faar ha Tak for detta,“ sagde han og gav hende Haanden.
Hun holdt den.
„Slipp hende nu ikke!“ sagde hun.
„Aa nei!“ Han drog langsomt Haanden til sig. Og der blev en liden Stilhed.
Fruen kremted sit forsigtige Kremt.
„Dere gifter Dere nu da?“ sagde hun.
„Nei,“ svared Erik Vangen. Gubben vil itte.“
Det flammed harmt til i Præstefruens Øine.
„Han er da rigtignok ogsaa —!“ udbrød hun. — „Hvad gjør Dere saa?“ Hun saa bekymret ud.
Da saa Erik Vangen paa Fruen, trygg.
„Ho reser ho au,“ sagde han.
Præstefruen blev ganske stille. Det storformede, gode Ansigt skifted alt i ét Udtryk; de store Øine stirred hen og tænkte.
„Ja Erik; det er ingen Raad med det,“ sagde hun endelig. „Det er klart, at Dere maa reise. Det er ingen Raad med det,“ gjentog hun.
„Nei det er det nok itte det,“ svared Erik Vangen, vendte sig og gik, uhyre langsomt.
— Lidt efter kom Eline ned og ind i Stuen. Hun kom stille Gulvet frem og hen til Fruen, som sad i Gyngestolen og vugged.
„Jeg kjender til det hele, Eline, sagde Præstefruen og saa op. „Jeg har talt med Erik.“
Eline stod blussende.
„Ja, aa seier Frua om dette da,“ spurgte hun, blygt.
Da reiste Præstefruen sig.
„Jeg siger bare dette, Barn,“ svared hun: „Hold fast og reis i Guds Navn, siden det ikke kan være anderledes! Du kan da skjønne, han ikke kan negte Dere at komme sammen, naar Dere holder af hin-
