133
„Ja,“ svared Erik Vangen og saa hen i Veiret.
Postaabneren stakk Brevet ind i et af de mange
Fag i Chatollet.
„En Mark og seks Skilling,“ sagde han.
Erik Vangen fik Pungen op og betalte.
Postaabneren drog en Skuffe ud, tog Pengene og kasted dem opi.
„Dem vil ha’ dig over,“ sagde han, uden at se paa Erik.
Erik Vangen stakk Pungen i Lommen.
„Aa je vet itte je,“ svared han. „En lyt naa skrive en og anden Gang,“ føied han til i ligegyldig Tone.
Postaabneren fortsatte med at ordne Posten uden at se op.
„Ja, det er vel saa det,“ sagde han.
Erik Vangen stod lidt og saa paa med Hænderne i Lommen; saa snudde han langsomt og gik mod Døren.
„Farvel da,“ sagde han derborte fra.
Postaabneren snudde sig halvt og skotted over Brillerne bortimod ham, som gik.
„Farvel,“ svared han. Og atter sad han der i en Duft af brændt Lak og ferske Aviser, og kjendte sig som den, der var Mellemmand mellem Bygden og den store levende Verden derude i det Fremmede.
En Dag længere ude i Rumhelgen mødte Præstefruen, netop som hun kom fra Kjøkkenet for at gaa til Storstuen, Erik Vangen i Gangdøren.
Hun stansed.
„Nei Goddag Erik,“ sagde hun.
„Goddag.“ Han tog forsigtig til Huen. „Er Præsten heme?“ spurgte han.
Fruen aabned Stuedøren.
