124
„Eline,“ sagde hun, halvhøit kaldende.
Og hun lagde sin Haand paa Bænken mellem sig og den nye Lærer.
Eline Vangen fik en skjær Rødme i sine Kinder. Stilt og værdigt kom hun med halvt nedslagne Øine opover og satte sig yderst paa Bænken mellem Skolelæreren og Fruen. Haaret lyste ungt under det sorte Silketørklæde; den myge Skikkelse sad sammensunken. Og hun saa ned i Fanget paa sine Hænder.
Nu kom ogsaa de andre en efter en under stor Nøden og stor Strid om Pladsen frem og tilbords, Erik Vangen mellem Ungdommen langt nede paa den anden Side af Bordet. Han sad der og kjendte det som en Tapp under Bringen. Hun var ligesom gleden fra ham og forbi ham for alle Tider, op imellem finere Folk. Hun og den nye Lærer var sammen hver Dag, mens han! — Erindringen om sidst i Præstegaarden jog som Skam igjennem ham.
Men nu blev Brændevinet budet om, Dram iskjænket og paa Brett.
Præsten saa op, distræt.
„Nei Tak, nei Tak,“ svared han og rynked Brynene. Han var Afholdsmand af Pligt for Menighedens Skyld. Saa skar han videre af Persesylten, forsynte sig af Ribbenstegen, som gik rundt, og aad disse Sager Bid for Bid uden Brød og uden Poteter, hurtig og pligtopfyldende, mens han hele Tiden rynked Brynene som en Mand, der udførte sin Pligt og fandt sig i, hvad der ikke kunde være anderledes.
Præstefruen blev opmerksom og smilte.
„Nei, ved Du hvad,“ sagde hun. Hun fyldte Poteter paa hans Tallerken og lagde et Stykke Brød hen til ham.
Præsten saa op og smilte venlig. Saa tog han atter fat. Og nu spiste han ufortrødent bare Poteter, med rynkede hvidgule Bryn og smalt, fornemt
