123
kantet sammenfoldet i Haand. Mandfolkene stod i nye sorte Klæder, som dufted af Skrædder og Persejern, støttet til Væggene; somme Gubber sad.
Præsten, som kom først ind, skjød Kalotten op paa Panden, satte sit elskværdigste Ansigt op, rakte den fine Haand snart til en, snart til en anden fremover og hilste. Stansed saa endelig og talte med Haarsetten, som havde reist sig.
Fruen fulgte efter Præsten, bredere og tryggere, nikked til forskjellige og slog sig ned mellem Konerne, som hilste ærbart og værdigt og begyndte at tale; efter kom den nye Lærer med det bølgende sortbrune Haar og det lidt magre Ansigt med de gode, graa, forsikrende Øine; han gav dæmpet et Par livlige Ord snart her, snart der, gned sig i de koldfrosne Hænder og stansed mellem de unge. Men sidst af de fire kom Eline, tog taus og stilfærdig i Haand og blev staaende uden at se sig om.
Der taltes en liden Stund dæmpet, mest om Føret og om Helgen, saa blev der medét atter ganske stille. Det var Maden, det gjaldt.
Høyegubben gik borttil Præsten, som netop talte med Haarsetten om Vinterføret. Han stod et lidet Øieblik, til der blev en Pause.
„Du faar værsaago’ aa sætte dig bortaat,“ sagde han saa.
Præsten samled sig.
„Takk, Takk,“ svared han og saa efter Fruen, som havde reist sig og nu kom hen.
Der var stor Stilhed og Forventning.
Saa gik Fruen og Præsten lige efter hende opover mod Høisædet og satte sig. Den nye Lærer fulgte selvsagt og trygg efter; Eline blev undselig staaende og vendte sig halvt for at gaa nedover.
Da kremted Præstefruen sin dæmpede, beherskede Kremt, og de varme brungraa Øine fik stor Bestemthed.
