122
alt var kommen, stod i Døren og saa og hørte — derimellem ogsaa Erik Vangen.
Han var af Slægten langt ude og selvsagt buden, han som Faderen; men Thrond Vangen selv sad hjemme idag; han havde det ikke slig, at han kunde holde Julemorro selv iaar, og saa fik det heller være.
Helst havde han seet, at Sønnen ogsaa blev hjemme; men bede ham om det vilde han ikke: han fik gjøre, som han selv vilde. Og Erik var reist uden at vexle et Ord med Faderen; det var blevet til det nu dem to imellem.
Saa stod da Erik Vangen der fremved Døren mellem de andre og hørte og saa, men havde inderst inde en halvt lykkelig, halvt angstfuld Fornemmelse, hver Gang nye Dumbjælder standsed derude, — snart maatte de vel komme. Og ind imellem denne Spænding og Uro jog Feleklunkene og de skogvilde Fløitetoner vemodigt æggende, saa han kjendte sig saa forunderlig fremmed og saar, der han stod mellem dem alle. Jo, nu kom der to Slæder med lyse, festlige Bjælder; Høyegubben reiste sig og gik mod døren, fort.
„Naa kjem Præsten,“ sagde han og gik ud i Gangen. Konen fulgte.
Der faldt Stilhed medét i Stuen; Musikken lagde Instrumenterne og gled en for en ind mellem de andre; for netnaa kunde Bordsætningen begynde.
Nu var de komne. Man hørte Præstefruens gode, beherskede Kremt og den nye Lærers muntre Stemme derude i Gangkjøligheden; man hørte Sne blive trampet af og Tøi blive hængt op. Præsten selv hørte man ikke; men man fornam, at han var derude og tog af sig i al Stilhed, som han brugte gjøre.
Nu kom de ind, fulgt af Værtsfolket. Og der blev ganske stille. Konerne paa Stolene langs Væggen snudde sig og saa; de sad med Silketørklæder over Huerne og Bastes Lommetørklæder fir-
