118
„Men Du store —!“ Hun bøier sig atter ud.
Harmen har taget hende.
„God Aften, Erik!“ siger hun og holder Lyset frem mod ham.
Men han derude gjør et Hopp bent ud i Mørket og ned. Han kommer tungt i Bakken tæt ved Svalen og reiser sig bedøvet af Stødet for at springe. Da staar Præsten der.
„Godaften, Erik Vangen,“ siger han forundret. Saa forstaar han det hele.
„Godkveld,“ svarer Erik Vangen. Saa snur han og lægger i Vei paa Sprang ud i Mørket.
„Dette er utilbørligt!“ ropes der efter ham med harm, embedsmæssig Stemme.
Da Præsten kom op paa Kammeret og gik frem til Fruen, som nu fortørnet smatt i Seng, havde han rynkede Bryn.
„Det er forgalt ogsaa!“ Han kræmted og løste Halstørklædet. „Midt paa svarte Natten!“ Fruen svared ikke. Hun havde travlt med at knappe Natlinnedet i Brystet og omkring de hvide, fyldige Arme.
Præsten gik et Par Gange frem og tilbage paa Gulvet med knirkende Støvler og rynked de hvidnende Bryn alt i ét.
Pludselig braastanser han og spruter ud i en umulig Latter. Tar sig øieblikkelig igjen og gaar alvorlig som før. Arbeider sig op til Værdighed og Harme, men overvældes og spruter anden Gang ud, nu uden at gjøre Modstand længere.
„Han kom saa braadt,“ forklarer han omsider, undskyldende.
Fruen bekjæmper sit Smil og dytter Dynen om sig.
„Saadant skal vi ikke ha noget af,“ siger hun.
