117
var de igjen lige over Eline i Rødkammeret; de holdt et syndigt Leven derborte!
Det var ogsaa forgalt med al denne Mus paa de gamle Præstegaarde, og ikke nytted det at stænge Huller heller; de bare gnog nye. Og ikke kunde en faa have noget af det, som var lækkert, i Fred! Tanken drog igjen til Madboden.
Hun snudde sig paa Siden, næsten harm, men blev snart mildere. En fik vænne sig til det; det var ikke anderledes i Verden!
Nu tassed det igjen, men ligesom borte ved Vinduet. Det var skinbarlig inde i selve den morkne Vægg, næsten som om nogen drog sig langs den udstaaende Væggklædning derude. Der kom en uvilkaarlig Angst over hende. En af Gutterne havde en Dag klatret den store Stige op og var gaaet langs Klædningen lige hen til Vinduet, hvor hun fik kaldt ham tilbage. Gud, om han var faldt ned! Hun fik akkurat samme Angst.
Nei. Nu var det stille; dørgende stille. Det blæste kanske ude! Bare Far var vel hjemme, før det begyndte at regne!
Jo, der kom virkelig nogen. Hun hørte den krasende Lyd af Karljolhjul ude paa Veien og Folk, som talte. Nu tog det i Grindkrogen.
„Takk, takk,“ sagde det dernede. Det var Præstens Stemme. En anden Mand svared, lavere; en Hest og Karjol blev snudd og kjørte bort.
Fruen tændte Lyset, fik Strømper og Skjørt paa, slog et Uldtørklæde om Skuldrene og kom hurtig hen til Vinduet, som hun aabned for at lyse.
„Er det dig Kristoffer?“ spurgte hun og saa ned. Med det samme fôr hun tilbage som stukken. „I Guds Navn!“ ropte hun. Hun havde seet en Mand staa klamret til Klædningen midt paa Væggen, og faaet et Glimt af et kjendt Ansigt.
