114
Saa blev der ganske stille i Vangenstuen; det
høstlige Kveldsmørke laa sortblankt paa Ruderne;
den visne Geranium i Vindueskarmen frøs.
Paa Præstegaarden var der Nat. Drengestue og Udhus svartned i Høstmørket; Nysalen stod som en graanende Skygge.
Men fra Midtværelset i Hovedbygningens anden Etage, der Præsten og Fruen laa, lyste det, en vaagen liden Lysning af et ensomt Talgelys fremved Sengen. Det var Præstefruen, som laa og læste af Johan Arendts „sande Kristendom“ og vented Præsten fra Østagrænden, hvor han var i Beskikkelse hos gamle Jakob Moumb, som laa paa det sidste.
De havde hentet ham med Hest ved Nitiden; nu var den over elleve, og hun begyndte allerede saa smaat at kjende sig ængstelig. Broen var slem nu i Høstmørket og Veiene daarlige. Men saa var det jo Gudskelov midt i Bygden, og Per Moumb selv skydsed; desuden — vor Herre vilde nok beskytte og bevare en trofast Guds Tjener, som gik i sit Kald og gjorde sin Pligt til hans Ære. — Og Præstefruen læste videre i Johan Arndts sande Kristendom og havde dybest inde en tilfreds Fornemmelse af Troskab og aarvaagent Vagthold i Nattetimerne; thi paa Rødkammeret, paa den anden Side af Trappen, sov Eline. Først havde hun ligget nedenunder i Lillestuen sammen med Gjertrud, Kokkepigen; men nu var hun flyttet op; det var alligevel tryggere.
Præstefruen begyndte saa smaat at blade i Johan Arndt; Øinene blev tørre, Øienlaagene tunge og trætte. Lyset var næsten nedbrændt; det var kanske bedst at slukke, om hun skulde have en Stump tilovers at tænde, naar Præsten kom. Hun bretted Mærke i Bogen og lagde den fra sig paa Natbordet;
