111
andet end harm! Han spytted, bedskt, der han sad, og stirred med en Gjep ikring sig.
Og støt alene, naar Dagens Arbeid var forbi! Ikke engang Hunden holdt sig ved Huset, siden hun Eline var faren, end sige da Erik, Sønnen! Og aldrig et godt Ord hverken Ørk eller Helg!
Han lagde sig nedpaa for at vente, med Hænderne under Hodet, ihopkneppte. Den, som endda kunde faa Maden i retten Tid, naar en kom hjem fra Arbeidet opgiven og kjed om Kvelden!
Han laa en liden Stund slig og hørte paa Stilheden. Det peb surt i de halvraa Vedskier frempaa Aaren, og Slaguhret havde slig likesæl, kold Knepp; det vented ligesom ikke paa nogen Verdsens Ting. Aa Herre Gud! Ja, ja, ja! Han gjæsped, men fik det ikke til. Saa tog han Hænderne ned fra Hodet og prøved at knappe et Par umage Vesteknapper, som var gaaet op, men opgav det.
— — — Der hørtes igjen Skridt i Svalen; — det var Erik, Sønnen, som kom. Han tog tungt i Døren og lukked langsomt efter sig, drakk af det lunkne Vand i Vassaaen, hvor Øsen maatte skrabe Bunden for at fyldes, og gik frem til Aaren, hvor han satte sig.
Der taltes ikke et Ord mellem de to.
Slig havde det nu været paa fjerde Maaneden; Eline var ikke bleven nævnt dem imellem; men Thrond Vangen vidste godt, at de to mødtes.
Endelig reiser Faderen sig overende og sidder med Hænder i Fang foldet og ser ned.
„Blir det itte Mat ikveld? spørger han medét og skotter bort paa Grødgryden.
„Je vet itte je,“ svarer Sønnen.
Thrond Vangen reiser sig.
„Slikt Kvindfolk, Du!“ siger han.
Sønnen drar paa Smilen, men svarer ikke.
Thrond sætter sig paa Krakken fremved Aaren.
