OTTENDE KAPITEL
Det var mørk Oktoberkveld.
Rundt Husene paa Vangen og bortover alle Jorder leved Høsten sit visnende Liv.
Fra Akeren nordenom Bækken drev emmen Lugt af raadnende Potetesgræs og sød Em af Halm; fra Sørberget sank bitter Duft af Løvfald i Fugtigheden; Vaand og Muldvarp havde sine hemmelige Veie i de vaade skjæggstubbede Akre, hvor Mærkerne efter den indkjørte Lo stod som friske Saar i Lændet; men under Bur og Træv laa Kornstaur og Hesjeraer i Haug under Tag og lugted Muld og modent Redskab blandet.
Dybest inde paa Jordet mellem Hafællen mod Præstegaarden stod Næperabben færdig med flade, gulgrønne Næper i den graa Jord; det lugted frodigt og fristende i Dunkelheden; afrevne Blade laa rundt omkring; Skrælling efter Næpe og Fodspor i de muldne Senge fortalte, at her havde kaad Ungdom været ude og stjaalet om Natten.
Rundt Vangenhusene var det stille. En Jernstaur stod op mod Svalen; gammelt Granbar laa nedtraakket foran Svalstenen. Stuedøren stod paa Klem; Varmen holdt paa at slukne under Grødgryden der fremme paa Aaren, hvor en Tvuru og en vaad Kopfløse laa efterglemt.
