105
„Ja, je kjem aat Fruen,“ svarer hun. Saa slaar
hun medét Øinene ned og rødmer.
Præstefruen reiste sig helt. Der steg et Skjær af Bevægelse op i det storformede, blege Ansigt; Munden bued sig, ømt.
„Bi lidt,“ sagde hun. Og dybest inde i Blikket brandt der noget som dulgt Harme.
Saa gik hun med tunge, stærke Skridt ud af Stuen og op den knirkende Trapp.
Og Eline sad alene i Præstegaardstrygheden.
Præstefruen blev længe borte, og da hun endelig kom igjen, var hun bevæget. De gode Øine var mørke; der var noget uendelig mildt kring hendes Mund.
Hun kom lige hen.
„Jo,“ sagde hun. „Jeg har talt med Præsten om dette. Du kan bli her hos os.“
Det tager et Sæt i Eline. Hun reiser sig.
„Kan det ske det da,“ siger hun. Haanden løftes saavidt og smyger borti Fruens. Øinene blir blanke.
„Ja Vennen min,“ svarer Fruen. „Du blir med det samme. Jeg skal sende Ola bort efter dine Ting“.
Hun stryger hende over Haaret.
Eline Vangen ser op.
„Kan det ske dette da?“ siger hun.
Præstefruen smiler.
„Det er afgjort nu,“ svarer hun.
Eline staar lidt. „Ja naa vet jeg rigtig itte, aassen jeg ska’ takke Frua,“ siger hun i stor Værdighed.
Præstefruen gaar lige hen og klapper hende gjentagne Gange paa Kinden.
„Det skal vi nok bli enige om Du og jeg,“ svarer hun.
„Forresten ser Du, saa er der nu ikke saa langt fra Præstegaarden til Vangen,“ føier hun smilende til.
