103
Ja, saa havde hun da lovet at komme efter, saasnart
gjøres kunde, samme Dagen.
Morgenen efter var det en tung Stund for Eline Vangen. Hun havde givet Killingerne Salt paa Saltstenen; hun havde været i Fjøset og strøget og klappet hver eneste Ku, blank i Øinene; men da hun var kommen til Bjældkoen, havde hun snudd sig bort og ikke orket mere; Taarerne var kommet fort og kringt, saa hun maatte stryge dem af med Haandbagen.
„Ja, det er rent forsætt au detta,“ havde Knutsmarthe sagt; hun havde staaet ved Siden og seet paa.
Nu gik Eline Sæterveien nedover fra Harsjøvolden. Hun havde sort Silketørklæde over det lyse Haar og den sorte Vadmelskufte tæt igjenhægtet; hun gik fort og saa ned paa Stenene frem for sig hele Tiden.
Men bagom hende hørtes de varme Kløkk af Kobjælder; det var Vangenbuskapen og Præstgaardsbuskapen, som tog Ragstveien bortover langs Sjøen til Stormyren.
En halv Time senere tog Eline Vangen varsomt i den tunge Klinke paa Præstegaardsgrinden, kom gjennem Svaldøren stilfærdig ind i Kjøkkenet og spurgte efter Fruen.
Gjertrud, Kokkejenten, snudde sig fra Kjøkkenbænken, hvor hun hakked Græsløg til Fiskesmørret. En Ferskfiskgryde kogte paa Aaren.
Jo, Fruen var i Storstuen.
Eline snudde, lukked Kjøkkendøren, stod lidt i den halvmørke Gang fremved Trappen, tog endelig vart i Storstudøren, aabned uden at banke paa og kom ind.
Fruen sad ved sit Sybord fremved Vinduet og bøded gammelt.
Hun myste bortover mod Døren lidt langsynt, smilte, lagde fra sig og reiste sig
„Goddag,“ sagde Eline stilt.
