101
Eline ser fremfor sig. Øinene er ligesom slukte.
„Aa je vet itte,“ svarer hun saart.
Thrond Vangen ser op.
„Du kjem full indom att?“ siger han. Det klikker til i Røsten.
„Ja, je har Klæderne mine her,“ svarer Eline. Kaffekjedlen der frempaa Aaren koger over; hun gaar fremtil og sætter den tilside. Reiser sig saa igjen og staar lidt. Saa gaar hun, først fremover mod Døren, men snur saa og kommer lige borttil Thrond Vangen.
„Ja, Farvel da,“ siger hun og rækker Haanden frem.
Thrond gir Haanden og ser kort op paa hende.
„Farvel,“ siger han.
Saa gaar hun fort og stilt uden at se sig om mere.
Hunden, som laa fremved Aaren, letted Hodet, kom fort op og lunted fremover for at følge; men Døren gled i og blev lukked. Den stod en liden Stund med Hodet paa Skakke og vented; saa gik den hen til Thrond Vangen, stakk Snuden op mellem hans Hænder og smaalogred; gik saa igjen til Døren og satte sig, undrende.
Der var knugende stilt i Stuen.
Uhret der borte ved Skabet sagde „knepp, knepp, knepp, knepp,“ høiere og fastere end det ellers brugte; Kaffekjedlen stod svart og forladt.
Thrond sad en Stund; saa reiste han sig, knapped Vesten tversikkert og gik med velberget Buksebag bortover til Aaren, hvor han satte sig paa Krakken og stirred ind i Asken.
Nu gauled Hunden og vilde ud. Thrond reiste sig grætten, gik hen og lukked op.
„Fillebikje!“ mumled han. Saa gik han igjen fremover til Aaren, strid og trodsig i Buksebagen, satte sig paa Krakken som før og gav sig til at stirre paa Kaffekjedlen.
