98
Af og til fik de derhjemme Breve fra ham, og
Faderen var altid stolt, naar der kom Udtryk paa
Fransk eller andre fremmede Sprog.
«En lyt lære alt,» sagde han da; «ellers nytter det itte. Dem tar bare Magta fraa en!»
Moderen sad undrende.
«Bare det itte blir for myy,» svared hun gjerne. Da kunde Knut Strand undertiden vende sig og se skarpt paa hende fra Siden.
«For myy taa di goe,» sagde han. «Det har vondt for det!»
Da lo hun gjerne for at jævne paa det.
«Du vet, je skjønner det itte je, ser Du,» sagde hun.
«Det er bra, Du skjønner det da,» svared saa han, og saa lo de begge.
Men med èt kunde Siris Ansigt blive alvorligt; — hun kom til at tænke paa Ingeborg.
«Aa ja ja!» sagde hun da ofte, drog en tung Suk og saa bort i Veiret. Hun havde det med ofte at faa blanke Øine.
«Aa er det naa att da?» Knut Strand kunde sige det noksaa grættent.
«Nei ittnaa!» blev der saa svaret, vigende.
Det var en Dag i September. Paa Bergset i øvre Bygden var der stort Møde. Karjoler stod fraspændt, Heste knurped Hø af Sække langs Skigaarden og mellem Udhusene.
