97
andring, undred, og Rygter begyndte at gaa; thi skyggere Menneske end Ingeborg Nedigaard var bleven, siden hun kom til Nordigard, havde ingen seet. Men faa vidste om den tunge Sindets Strid, hun i al den Tid havde kjæmpet, hver Dag og hver Nat med altid tommere og mere angstfyldte Øine og altid blekere og magrere Kinder. Manden, Per Nordigard, forstod lidet; thi Ingeborg talte ikke og betroed sig ikke til nogen; den eneste, som fik noget at vide, var Siri Nedigaard, Moderen; hun stred mangen en stille Dødsens Strid med Datteren oppe paa det ensomme Kammers ved Salen i Nystuen paa Nedigaard, naar Datteren i sin Fortvilelse søgte did efter Trøst. Men for hver Gang de to atter skiltes, kunde Moderen kjende sig aldeles som fortumlet; thi der var i Datterens Tale en saa underlig Rundgang og saa sælsomt vredne Tanker, at Moderen grued for næste Gang, hun skulde komme igjen.
Knut Strand, Faderen, var udenfor det hele. For ham var det skeet, som var hans Vilje: Datteren var bleven gift med en af Grændens rigeste Mænd og var vel forsørget for alle Tider; nu kunde han, med Tanke paa Sønnen, arbeide trygt og djærvt videre paa at lægge alt det under sig, som bød sig frem der i Dalen.
Sønnen havde han efter Brylluppet havt en lang Samtale med; hvad de to havde talt om, vidste ingen, ikke engang Moderen; men en Maaned efter reiste Thore Strand til Paris og blev der et helt Aar.
13 — Bull: Østerdalskongen.
