96
«Slik vakker Kjæring,» siger Moderen. «Huf, aa
ska skjæmme sig slig ut!» Hun steller med hende.
«Det er myy vondt i Væla — ingen faar det, som en vil,» kommer det. «En kan ha Tanke paa mangt — den, som ong er; men en lyt styre sig!» Hun retter paa det fine Silkeforklæde.
«Saa kom naa,» siger hun endelig. «Folk kan ondres paa, aa detta er for Slag!»
Hun aabner Døren og staar og venter.
En liden Stund senere sad Brud og Brudgom i Høgsetet ved Andendagsbordet under Tallerkenklirr og Stemmers Larm, Bruden blek som sig en Brud sømmer, tagende vakker og fin under Silkeluen, mens Brudgommen sad tung, stærk og halvt undselig ved Siden.
Næste Dag tog den bleke Brud Haand i med Bryllupshjælpen, bar ind og ud fra Bord, stelte i Kjøkken og Kjælder og bød om mellem Gjæsterne i stor Værdighed, og da Bryllupsgjæsterne ottende Dagen tog Farvel og fôr, var Ingeborg Nedigaard gleden over til at blive den tause, stilfærdige unge Kone i Nordigard.
FJERDE KAPITEL.
Et Aar var gaaet.
Paa Nordigard var et Barn kommen til Verden; men Moderen, som havde født det, var ikke til at kjende igjen. Bygdefolket, som saa den store For-
